Ledige jobs hos YUPEX Trading A/S
Hos Yupex er vi altid på udkig efter nye kollegaer, der brænder for biler og international handel. Her på siden finder du vores aktuelle jobmuligheder på vores kontor i Hasselager.
Kan du ikke finde en stilling, der matcher din profil lige nu? Så send os meget gerne en uopfordret ansøgning – vi rækker altid ud, når vi har brug for nye kræfter på holdet.
Vores værdier
Godt købmandskab
Vi elsker en god handel, og vi håber, at du også har næse for forretning. Men en handel er kun god, hvis alle går tilfredse derfra. Hos os spiller vi med åbne kort, uanset om vi snakker med en udenlandsk bilforhandler eller en dansk privatkunde. Som en del af holdet får du lov til at drive forretning på en måde, du altid kan være stolt af.
Vi nørder detaljerne
Bilhandel på tværs af grænser er ikke bare at lange nøgler over disken. Det kræver, at man har styr på sit kram. Vi forventer ikke, at du kan alle afgiftsregler og importlove i søvne fra dag ét, men du skal have lysten til at lære dem. Vi sætter en ære i at være nørder på vores felt, for det er vores faglighed, der gør det nemt at være kunde hos os.
Kort fra tanke til handling
Vi arbejder i en branche, hvor markedet flytter sig hurtigt, og de bedste muligheder ikke venter på nogen. Derfor er der højt til loftet og meget kort fra en god idé til eksekvering hos os. Du får ansvar og frihed til at handle, og vi bruger ikke tiden på tungt bureaukrati, når vi i stedet kan rykke på tingene.
Et ord er et ord
I en branche, der godt kan virke uoverskuelig udefra, er vi den trygge base. Det betyder helt simpelt, at vi holder, hvad vi lover. Det gælder over for vores kunder, der lægger mange penge i vores hænder, og det gælder mindst lige så meget internt på kontoret. Vi stoler på dig, og du kan altid stole på os.
Ledige stillinger
Chauffør søges til YUPEX Trading A/S
Har du forstand på biler og kan lide at være på farten? Så er det måske dig, vi mangler.
Din opgave er at hente biler hos både private sælgere og forhandlere over hele Danmark, når vi har indgået en købsaftale. Inden bilen lastes og køres hjem til Hasselager, afprøver du den på stedet og kontrollerer, at den lever op til det aftalte — kilometerstand, stand, dokumenter og generel funktion.
Finder du noget, der ikke stemmer, ringer du hjem til kontoret. Vi tager forhandlingen derfra — du skal blot afprøve, vurdere og melde tilbage.